Forside › FAQ
Spørgsmål og svar
Opdelt efter, om du overvejer at annoncere eller at køre med reklame. Er dit spørgsmål ikke med, er du velkommen til at skrive til os.
Om Fleet Media
Hvad er Fleet Media helt kort?
Vi er en platform, der forbinder virksomheder, som vil ses lokalt, med privatbilister, som kører rundt i området i forvejen. Virksomheden får sin reklame på bilen og en månedlig rapport over kørslen. Bilisten får op til 1.500 kr. om måneden. Vi står for match, folie, montering, måling og rapportering.
Hvor i landet dækker I?
Vi starter i Storkøbenhavn. Det er her, bilerne kører tættest på flest mennesker, og hvor trafiktallene er bedst dokumenteret. Aarhus, Odense og Aalborg står for tur. Bor du uden for hovedstadsområdet, må du gerne skrive alligevel. Henvendelserne afgør, hvor vi åbner næste gang.
Er det lovligt at have reklame på en privatbil?
Ja. Reklame på køretøjer er almindeligt i Danmark, for eksempel på håndværkerbiler og firmabiler. Der gælder de sædvanlige regler for, at reklamen ikke må dække ruder, lygter eller nummerplader, og at indholdet skal overholde markedsføringsloven. Vi sørger for, at folien monteres, så bilen fortsat er lovlig at køre i.
Findes der andre, der gør det samme i Danmark?
Modellen er udbredt i flere andre lande, men vi kender ikke til andre danske udbydere, der kombinerer privatbiler med målt kørsel og eksponeringsrapportering. Det er derfor, vi bygger den op nu.
Hvis du vil købe eksponering
Hvad koster det?
Prisen afhænger af antal biler, kampagnens længde og hvilke områder du vil dække. Folie, professionel montering, nedtagning, chaufførens vederlag og den månedlige rapportering er altid inkluderet i månedsprisen. Kontakt os for et konkret tilbud, så regner vi på din kampagne.
Hvor mange biler skal jeg bruge?
Én bil er et fornuftigt sted at starte, hvis du vil prøve kanalen af. Flere biler giver flere kørte kilometer og dermed et højere eksponeringsestimat. Vi rådgiver ud fra dit budget og dit formål.
Kan jeg vælge, hvilke områder bilerne kører i?
Nej. Vi sammensætter chauffører, der bor og færdes i hovedstadsområdet, men vi styrer ikke, hvor den enkelte kører hen. Kørslen opgøres inden for en zone, der dækker hele København, og rapporten viser bagudrettet, hvor bilerne faktisk har kørt.
Hvordan måler I eksponeringen?
App’en registrerer, hvilke vejstrækninger bilen har kørt på og hvornår. Vi kobler ruterne til offentlige trafiktællinger (årsdøgntrafik) for de pågældende strækninger og vægter for tidspunkt på døgnet. Se hele metoden.
Er eksponeringstallet et præcist tal?
Nej. Tallet er et beregnet estimat og ikke en optælling. Det udtrykker, hvor mange der har haft mulighed for at se reklamen, ikke hvor mange der faktisk har gjort det. Selve kørslen er målt, mens eksponeringen beregnes ud fra offentlige trafikdata. Vi oplyser altid de anvendte forudsætninger.
Hvor lang tid går der, før kampagnen kører?
Typisk 2–3 uger fra underskrevet aftale, afhængigt af folieproduktion og montering.
Hvad hvis en bil ikke kører som aftalt?
Det fremgår af månedsrapporten, hvor mange dage hver bil har været aktiv. Falder kørslen væsentligt under det aftalte, kontakter vi dig og finder en løsning, for eksempel en erstatningsbil eller kompensation.
Er der reklamer, I siger nej til?
Ja. Vi afviser materiale, der strider mod markedsføringsloven, samt politisk, religiøst eller stødende indhold. Chaufførerne kører i deres egne biler i deres egne nabolag, og det stiller krav til, hvad vi sætter på.
Hvis du vil køre med reklame
Hvor meget tjener jeg?
Op til 1.500 kr. om måneden pr. bil, udbetalt månedligt i hele kampagneperioden. Beløbet afhænger af, hvor meget og hvor du kører.
Koster det mig noget?
Nej. Folie, montering og nedtagning betaler Fleet Media. Du skal ikke lægge ud for noget.
Hvilke krav er der til min bil?
Du skal bo i Storkøbenhavn, køre mindst ca. 800 km om måneden og have en bil i pæn stand uden større buler eller rustskader, hvor folien skal sidde. Bilen bør højst være ca. 15 år gammel, men stand vejer tungere end årgang. Du skal være fyldt 18 og have gyldigt kørekort. Se alle kravene.
Kan folien ødelægge lakken?
Der bruges folie beregnet til køretøjer, som kan fjernes igen, og monteringen udføres af et professionelt skiltefirma. På en bil med intakt originallak skal folien ikke efterlade mærker. Er lakken beskadiget eller omlakeret, vurderer vi bilen særskilt først.
Hvad med min forsikring?
Spørg dit forsikringsselskab, før du siger ja, og få svaret på skrift. Selskaberne har forskellig praksis, og nogle betragter reklamefolie som en ændring, der skal oplyses. Vi tager punktet med i gennemgangen inden aftalen, men det er dit selskab, der afgør, hvad der gælder for din police.
Skal jeg betale skat af pengene?
Ja, indtægten er skattepligtig og skal oplyses til Skattestyrelsen. Vi indberetter det udbetalte beløb. Vi kan ikke rådgive om din konkrete skattesituation. Spørg Skattestyrelsen eller din revisor.
Skal jeg køre bestemte steder?
Nej. Du kører præcis som du plejer og får ingen instrukser fra os om rute eller tidspunkt.
Hvilke data indsamler app’en om mig?
App’en registrerer, hvilke vejstrækninger bilen kører på, og hvornår. Det bruges udelukkende til at beregne eksponering. Annoncøren får områder og samlede tal, aldrig dit navn, din adresse eller dine enkelte ture. Læs privatlivspolitikken.
Kan jeg sige nej til en bestemt reklame?
Ja. Du ser designet, før du siger ja til en kampagne. Siger du nej, koster det dig ingenting, og du bliver ikke sat bagerst i køen.
Hvad hvis jeg ikke bliver matchet?
Vi gemmer din ansøgning og kontakter dig, når der kommer en kampagne i dit område. Vi kan ikke garantere et match. Det afhænger af efterspørgslen netop dér, hvor du kører. Du kan altid bede os slette dine oplysninger.
Har du et andet spørgsmål?
Så er du velkommen til at ringe eller skrive. Vi vender tilbage hurtigst muligt.